Med erfaringerne fra den første camino i baghovedet begyndte jeg at planlægge den næste. I mellemårene havde jeg læst om en gammel jernbanestation i Pyrenæerne, som virkede dragende på mig. Estatión de Canfranc er navnet, og jeg kommer forbi den, når jeg i stedet for at starte fra Saint Jean Pied de Port i Sydfrankrig vælger at starte længere østpå fra Somportpasset.
Men nu til beretningen og ligesom i den foregående beretning fra 2010, er redaktionelle tilføjelser anbragt i parentes:
Optakt
19.03.2012
Sidste sommer var det svært at gå rundt
herhjemme. Jeg længtes frygteligt efter at komme ned på caminoen. Det
griber en at gå dernede, selv om jeg havde mange blandede følelser
dernede mod slutningen af turen i 2010, men disse ambivalente følelser
har sikkert været meget præget af trætheden ved at have gået meget
langt (55 km) på den sidste dag ind til Santiago.Forleden dag fik jeg bestilt flybilletterne, og i år skal turen gå over Billund gennem Londons Stansted til Zaragoza. Hjemturen kommer til at foregå modsat fra Santiago de Compostella.
Jeg har valgt Zaragoza, (der er hovedstad i den spanske provins Aragon) da jeg vil starte på den arangonske rute ved Somport passet, og så ned over Jaca til Puente de la Reine, hvor den smelter sammen med den franske camino.(Der er flere ruter, man kan gå. Mange starter i Saint Jean Pied de Port i sydfrankrig og går over pyrenæerne. Andre går nordruten, som jeg gik i 2015, langs med kysten. Kan jeg nå helt til Burgos vil det være fint. Så tager jeg toget og står af 100 km før Santiago, så jeg kan få det eftertragtede bevis, men skulle det smutte, så er det også ok. :-)
Jeg har læst, at jeg kommer igennem et bjørneområde, og det er da lidt spændende, om jeg skulle møde en sådan bamse, men omvendt gik jeg sidst igennem et ulvereservat i nattens mulm og mørke uden at vide det, så mon ikke det går alligevel. :-)
Så nu skal jeg så bruge resten af foråret til at få pakket rygsækken og trænet i at vandre. Jeg har ikke så mange dage som sidst, og derfor planlægger jeg med at kunne gå nogle længere stræk end i 2010, hvor jeg startede ud med 8 km på første dag. Her må jeg nok kunne gøre det bedre denne gang.
Forberedelser
03.07.2012
Der har været mange ting, der skulle ordnes inden afgang på fredag. Men langs ad vejen har jeg fået samlet mine remedier. Jeg ved jo fra sidst, at jeg ikke skal have for meget med. Det er slet ikke nødvendigt.
Har købt en ny mobiltelefon, Sony Erichson Active Sport (Der senere viste sig at være uanvendelig), som kan tåle vand, slag og stød, samt nyt kamera, Panasonic TZ30, som i Jyllandsposten for nyligt blev testvinder. Som noget nyt har det GPS og der kan indlæses kort over byerne, samt sætte koordinater på billederne, så steder og tider kan følges på et kort.
I søndags gik min datter Cecilie og jeg de 15 km rundt om Haderslev Dam uden de store pauser, og det gik fint, så jeg ser ingen problemer i de kommende dagsmarcher. Det skal nok gå. Min søn Mads kører mig til Billund. Det er dejligt.
Jeg kommer hjem til min anden søn, Anders' 30 års fødselsdag den 24.07., så jeg kan vandre i 15 dage i alt, da et par dage går til rejsen fra og til Danmark.'
Vejledende rejseplan - med forbehold for ændringer undervejs.
06.07. Ankomst til Zaragoza
07.07. Canfranc Estacion
08.07. Jaca
09.07. Arres
10.07. Ruesta
11.07. Liedana
12.07. Yarnoz
13.07. Puente La Reina
14.07. Estella
15.07. Los Arcos
16.07. Logrono
17.07. Najera
18.07. Redecilla del Camino
19.07. Villa Franca Montes de Oca
20.07. Burgos
21.07. Samos
22.07 Santiago de Compostella
23.07 Hjemrejse fra Santiago de Compostella
Men det blev ikke helt sådan! Faktisk helt anderledes:
Fra Puente de la Reina kørte jeg med bus til Pamplona. Derfra videre over Vitoria-Gasteiz, Burgos til Léon, hvor jeg blev i to dage, inden jeg kørte videre til Santiago de Compostela, for at vandre derfra til Fisterra.
Zaragoza
07.08.2012
Jeg ankom ved midnatstid i går aftes på alberguet, og glædede mig over, at de havde døgnåben. Grunden var at flyet fra London for det første var forsinket 1 time, dernæst at da vi havde fløjet 1/2 time blev det ramt af et lyn, og luftkaptajnen valgte at returnere til London for at blive kontrolleret. Dejligt at det tages alvorligt, og der var heller ingen, der gik i panik, og kontrollen viste også, at vi ikke behøvede at skifte fly.
Derfor var jeg også noget udkørt, da jeg endelig kom til Zaragoza. På flyvepladsen var jeg lige ved at glemme min nye stråhat og emblemet fra pilgrimsforeningen. For 2 år siden mistede jeg mit emblem på den første dag hernede, og nu var jeg lige ved at gøre det igen.
(Det var omkring midnat, da jeg nåede ind til centrum, hvor jeg tog en taxa sammen med et par andre unge mennesker ind til centrum, og så måtte jeg gå det sidste stykke til herberget, eller alberguet, som det hedder hernede. Selvfølgelig kunne jeg ikke finde det, og måtte spørge en ung kvinde om vej. Hun vidste det ikke, men ringede med det samme sin "mama" op, der kunne fortælle, at det lå i parallelgaden. Så jeg var tæt på.
Jeg er sikker på, at i Danmark ville en ung kvinde, der blev antastet af en gammel fyr med stråhat og rygsæk omkring midnat, bestemt være blevet mistænksom. Men ikke hende her. Hun var sød og hjælpsom. )
Jeg sov på værelse med en mexikansk amerikaner John, som jeg spiste morgenmad sammen med. En hyggelig fyr, der holdt med Liverpool og derfor kendte Daniel Agger. Nu skal jeg hen til busstationen for at nå bussen til Jaca og derfra videre nordpå til Somport passet (i Pyrenæerne).
Somportpasset i Pyrenæerne
07.07.2012
Det var mit ønske at se den gamle og flotte
jernbanestation i Canfranc Estation, og det er før Somport. Flyveturen til Zaragoza bød på forsinkelser, men det skulle ikke blive bedre lørdag. Jeg stod op og nåede også bussen til Jaka, men da jeg skulle videre derfra, så var det som om mulighederne var udtømte. Jeg troede da, der gik en bus, men ingen synes, at kunne forklare busplanerne i indgangen, hverken børn eller voksne. Et forsøg på at finde turistbureauet ud fra byplanen i ventesalen mislykkedes totalt, men jeg fik så til gengæld set hele Jaka. Senere viste det sig, at det var blevet flyttet. (Til sidst gik det op for mig, at jeg skulle med tog og ikke bus).
Ja, ja, men jeg havde jo egentligt ikke travlt, så jeg tænkte, at jeg i stedet vandrede om til togstationen. Og ganske rigtigt, men først kl. 19 ifølge den togplan, den venlige stationsforstander gav mig. Sagt med andre ord, jeg skulle hænge ud på en jernbanestation i 4 timer, der intet havde at byde på, absolut intet.
Kl. 19 kom toget, men 20 minnutter forinden oplevede jeg den venlige stationsforstander. Det skete således: Toget ankom, passagerer steg ud og ind, og toget skulle lige til at afgå, da stationsforstanderen kom hoppende ud fra baren samtidig med, at han forsøgte at tage uniformsjakke og hat på, svinge med flaget og fløjte afgang på en og samme tid.
Senere da mit tog ankom, kom han ud i tide, smilende til mig i erkendelse af, at han havde ret. Der kom faktisk et tog kl. 19. Da der på 4 timer kun kom to tog, må man sige, at det var noget af en loppetjans, hva? :-)I øvrigt var det billigere at køre 30 km i tog end at spise 2 pølser, tørt brød og med et glas øl til. Da jeg kom til endestationen, var det til min glæde Canfranc Estation, og hvor var den bare flot....og desværre forfalden. Forstå det hvem, der kan, at man har troet på idèen om at lave en jernbanestation, der var længere end Titanic.
Da jeg var færdig med at kigge på, hvad stationen faktisk var: en turistattraktion, gik jeg tilbage til vejen, og mødte en lille canadisk kvinde oppe i alderen, der sagde at der kom en bus. Det gjorde der, og derved nåede jeg op til Somport passet, hvor jeg overnattede på albuerget og fik en god snak med spanske Carlos, der var lærer på et gymnasium og dertil meget hjælpsom med indkvarteringen. Jeg fortalte, at jeg glædede mig til at tage billeder af nedturen til fods i strålende solskin, hvortil han svarede, at det skulle jeg ikke forvente for meget af. Kort efter lynede og tordnede det, og så kom regnen, og den gav bange anelser for næste dag. Gik tidligt i seng og sov som en sten.
Somport passet - Jaka
08.07.2010
Jeg påbegyndte nedstigningen, og noget af det første, der mødte mig, var den overvældende tilstdeværelse af et tusindtal af smukke orkideer overalt. Min mor elskede orkideer, og hun ville bestemt have nydt synet.I Danmark skal man finde de rigtige steder for at se dem, og deres forekomst er begrænset, og indtil nu, har jeg aldrig set dem i den danske natur, selv om jeg har været steder, hvor de gror.
Jeg fulgte fulgte en sti det første stykke, som bragte mig ned gennem skiområdet Candanchú, der så meget øde ud her om sommeren, hvad der ikke var noget at sige til.
På starten af den aragonske rute var caminoens mærkning helt i top, ligesom broer over vandløb var af den fineste kvalitet, og jeg tror det var et EU-projekt for at trække turister til området, der havde betalt rutens fine kvalitet. Alle steder kunne man på små skilte læse, hvor langt der var til Santiago de Compostella.
Det var et imponerende syn, der mødte mig, da jeg kom ned til Canfranc de Estación. Da ruten gik ned af, kunne jeg se hele det gamle jernbaneterræn og selve stationsbygningen, der var mægtig stor i forhold til byens størrelse.
At det var så stort fandt jeg senere ud af, da jeg besøgt byen på en køretur i bil i 20? Det skyldtes, at stationen oprindeligt var en transitstation mellem Frankrig og Spanien indtil en jernbaneulykke i 1972 lukkede ruten.Forklaringen er at den spanske sporvidde ikke er den samme som den franske, hvorfor al gods skulle omlades på stationen.
Hele området var fuldstændig tilgroet og kun nogle få spor, blandt andet det, jeg var kommet af dagen før, blev holdt i gang.Bygningerne var forfaldne og på den føromtalte køretur får jeg lejlighed til at undersøge jernbaneterrænnet nærmere, og inde i en lille skov finder jeg en stor remise gemt bag træerne, lige som der overalt stod udrangerede vrag af jernbanevogne.
Jeg fik også ved den lejlighed mulighed for at komme med ind i stationsbygningen, men blev frygteligt skuffet, for der var intet tilbage af fordums storhed. Alt var ribbet, men jeg så et gammelt billede af restauranten, og sammenligningen med Titanic var slående. Det var tidens luksus, der vistes frem, og da storfilmen Doktor Zivagos togscener bliver optaget, sker det på Canfranc Estación.
Efter at have studeret området et stykke tid, så må jeg videre sydpå, og her passerer jeg selve byen Canfranc, hvor jeg købte frokost hos en bager, og så vandrede jeg i varmt solskinsvejr langs floden Rio Aragon, forbi et gammelt forsvartårn Torre de los fusileres, bygget i den 19. århundrede, og som ikke var det eneste forsvarsanlæg i området.
Det var dejligt at følge floden, for ind i mellem måtte jeg have fødderne ud af mine vandresandaler og i det kølende vand, da heden begyndte at gøre sig gældende.
I 2010 gik jeg 8 km den første dag, men det albergue jeg havde tænkt at bo på, havde lukket, og en lille hotel ville ikke have mig ind, sikkert fordi jeg så lidt brugt ud, så inden jeg så mig om, havde jeg gået 30 km eller deromkring og var nået til Jaca, hvor jeg i centrum fandt et fint albergue.
Dette afsnit er skrevet et efter hukommelsen, fordi Travelmarket.com hvor den dagbog også lå på, sendte mig teksten, og under redigeringen opdagede jeg dette hul, hvor noget af beretningen skulle have været.)
Jaka - Sankt Cecilia
09.07.2012
Når der ikke er computere undervejs, så bliver beretningerne lidt efter hukommelsen. Der sker så meget, og hvornår var det så lige, det skete. Var det den dag eller var det den næste dag? Så I må undskylde, hvis der går lidt koks i det. Jeg sidder i computercaféen ved siden af en gammel gubbe på 72, der også er på Caminoen. Kan mærke, at han er ganske fiks ved tastaturet. Har hus i Spanien og går turen for første gang. Kan godt forstå det med huset, der er flere steder, jeg godt kunne tænke mig et sådant, men det bliver nu nok ved med at være en drøm. Jeg var træt, da jeg nåede Jaka, men da der ikke var så mange pilgrimme på turen, kunne jeg tage den med ro. Der ville ikke blive problemer med at finde en seng om aftenen. Så min plan var, at jeg næste dag ville besøge fortet, fordi der var en udstilling med tinsoldater, 30.000 styk.
Jeg var lidt spændt, fordi jeg troede, det var en historisk samling med tinsoldater fra forskellige perioder, men det viste sig at være opstillinger af krig op gennem historien, og de havde desværre ikke medtaget vikingerne, øv!
Figurerne var meget små, mindre end de tinsoldater jeg tidligere har set, men de var flot lavet, og jeg syntes egentligt det var fine opstillinger, indtil jeg kom til anden verdenskrig, som viste en tysk panserdivision under fremrykning. Jeg fandt det politisk ukorrekt, når man i dag ved, hvad Hitler indebar.
Desværre hænger det nok sammen med, at Hitler hjalp Franco med at vinde borgerkrigen, (hvilket også kunne ses, at Franco soldater da men viste borgerkrigen, også indeholdt tyske tropper). Jeg så helst at de ikke var der.
Turen fra Jaka var uden de store problemer. Fødderne var trætte fra dagen i forvejen (jeg kom til at gå helt til Jaka, da et hotel ikke ville lukke mig ind, fordi, som jeg opfattede det, var pilgrim. Det havde jeg også oplevet i 2010), men det gik.
Da jeg kom frem til Sankt Cecilie overvejede jeg, om jeg skulle fortsætte, men efter en kort diskussion med mig selv, syntes jeg, det var bedre at stoppe. Jeg fandt frem til alberguet, som tilsyneladende var forladt. Jeg benyttede toilettet og automaten, og ventede på at hospitaleroen skulle komme, men ingen kom. Jeg overvejede derfor om jeg skulle forlade dette underlige sted, men så fik jeg øje på et skostativ med støvler, og nåede frem til den konklusion, at der måtte være andre i huset. Så jeg valgte at tage det i besiddelse.
Senere rumsterede det nedenunder. Jeg havde badet og skiftet tøj, så jeg gik ned, og nu var hospitaleroen kommet. En lille tyk mand i bar overkrop. Han spurgte om jeg ville have "dinner", og da jeg havde besluttet det for at være lidt mere pilgrim, sagde jeg: ja tak.
Pigerne sagde nej, måske fordi han var i bar overkrop.
Ved 20 tiden dukkede Vicente op iført pæn hvid skjorte, og med et "moment" bekendtgjorde han, at han ville starte på maden.
Imens læste og skrev jeg i gæstebogen, og der igennem fandt jeg ud af, at han hed Vicente. I gæstebogen fandt jeg også navnene på et par andre danskere, der havde overnattet der.
Vicente dækkede bord, satte vand og kold vino tinto på bordet, og inviterede mig hen. Jeg havde ham altså helt for mig selv.
Først serverede han en fin og lækker pasta, bagefter svinesnitzler med pommes frites og til sidst en youghurt, alt sammen meget fin og pænt serveret. Så alt i alt betalte jeg 20 euro for overnatning og aftensmad. Så jeg fortrød således ikke, at jeg blev. Det var en fin oplevelse, og både by og albergue var meget fint.
På et tidspunkt, da jeg var alene, gik jeg ovenpå, hvor der var et lille reolsystem, hvor der lå en masse tingeltangel, men også små sedler, hvor pilgrimme havde skrevet hilsener eller tanker om turen. En af sedlerne var skrevet på tysk af en mand, og handlede om en refleksion over, hvorfor han var gået turen. Teksten stod pænt i starten, men blev mod slutningen lidt mere flagrende og rørstrømsk, hvorfor jeg tænker, at han måske var på vej igennem en flaske rødvin, mens han skrev. Han sluttede med, at han bad Gud gribe hans kone under armene for at hjælpe hende, så hun ikke endte som sin mand. Heraf slutter jeg, at der er gået noget galt både mellem dem, men også i deres liv i det hele taget, og som formodentligt har været hans motivation for at vandre caminoen. Mange vandrer netop Caminoen for at få kriser i deres liv lidt på afstand.
Hollænderen Twan, som jeg skulle møde senere, var på vej igennem en seperationsperiode efter 25 års ægteskab, hvor han og konen blev enige om at gå fra hinanden, fordi de altid skændtes og var uenige. Konen havde vist taget beslutningen, og sagt, at han aldrig ville kunne have gjort det. Måske har hun ret. Det er konerne, der tog initiativet i mit liv, men årsagen var en anden end hos Twan. De forelsksede sig i en anden, og det er der ikke så meget at gøre ved.Min egen begrundelse for caminoen denne gang er at slippe væk fra mit stressede arbejdsliv. Leve i nuet, så at sige, og det var det nok også første gang. I hvert fald føler jeg mig helt afklaret i forhold til mine tidligere ægteskaber, og bruger ikke mange tanker på dem hernede.'
Sankt Cecilia - Artieda
10.07.2012
Gaver? - hvad er det? Vi ved alle sammen, hvad gaver er, fordi vi holder fødselsdag, men sommetider kan gaver også være ting vi kan samle op undervejs, fordi der vil blive brug for dem senere.
Jeg fik tre gaver denne dag, og fornægtede den ene. Det skulle vise sig at være en eklatant fejl. Oven på aftenens gode oplevelse, var jeg i godt humør, og nåede hurtige Puente de la Rena de Jaka, ikke at forveksle med byen af samme navn ved Pamplona, der er slutmålet for den aragonske vej.
På en benzinstation købte jeg en is og en sandwich pakke, så alt var i orden. Glad og fro travede jeg derud af.Da jeg kom op på ruten, lå der en flaske vand, som jeg tænkte en havde tabt. Låget var brudt, så det var en refill. Derfor lagde jeg den igen, men ellers plejer vi at tage med, så vi kan give tilbage til ejermanden. F.eks. fandt jeg et kort og samlede det op. Det viste sig at tilhøre en af de spanske kvinder, og hun blev glad, da hun fik det.
Da jeg havde gået omkring 10 km, tænkte jeg
på, at det var en skam, at jeg kun havde købt en vandrestav, fordi jeg
nu kunne erfare, at det var godt at bruge staven på min højre hånd,
fordi det udviklede muskler og støttede, når jeg skulle ned ad. Tænk
sig, næppe var tanken tænkt, før jeg ved 10 km stenen fandt en gammel
brugt stok af teleskoptypen, som jeg så kunne indstille til samme højde
som min egen. Det var den første gave, som jeg tog i brug. Da jeg havde gået en 5 timer kom jeg til en rasteplads med en brønd, og jeg gjorde holdt. Det var lidt over middag og ulideligt varmt. Desværre viste det sig at brønden var tom, så jeg kunne ikke få frisk vand. Jeg spiste min sandwich og drak lidt vand fra min flaske. Så måtte jeg vente med at fylde til senere.
Jeg gik ikke gennem landsbyerne, da de ikke lå på ruten. Senere fik jeg den forklaring, at Navarre en gang havde angrebet Aragonien og brændt alle landsbyerne, hvorefter man valgte at bygge på bakketoppene i stedet og ikke langs pilgrimsvejen. Derfor måte man op i landsbyerne efter vand. En oplysning jeg havde overset, og det var ikke så godt. Erfaringen fra sidste pilgrimstur var, at der altid var brønde langs vejen, men min, der var den eneste, havde altså bare været tom. Da jeg havde gået omkring de 23 km var mit vand sluppet op, og jeg kunne mærke muren, en frygtelig tørst og en udmarvende træthed. Det var ud på eftermiddagen, og solen havde brændt hele dagen. Derfor søgte jeg op i den næstsidste landsby, som dog ikke havde albergue. Jeg manglede 4 km til Artieda.
Jeg var træt og kunne ikke tænke mere, så da jeg nåede halvvejs op ad bjerget gav jeg op i landsbyens udkant, krøb i læ for solen og lagde mig på mit liggeunderlag.
Havde ondt i ben og fødder og var udmarvet og kunne slet ikke tænke logisk mere.
Dog vidste jeg at nu var faren for solstik overhængende, så det måtte jeg tage mig i agt for. Jeg havde sagt nej til vandflasken, som var gave nr. 2, og den kunne have hjulpet mig nu.
Da jeg havde ligget lidt kom en bil forbi. Jeg stoppede ham for at få at vide, om der var vand i landsbyen, men det vidste han ikke. Jeg skulle i stedet vente på en traktor. Men traktoren snød mig, idet den drejede ad en anden rute, men så kom der en yngre mand, og han tilbød at køre mig op til brønden.
Jeg var meget taknemmelig, og skyndte mig at pakke min ting ind bag i. Han kunne lidt engelsk, og kendte Laudrup (Det gør rigtig mange). Da vi kom op til brønden, spurgte han mig, om jeg skulle til alberguet i Artieda, hvilket jeg bekræftede, hvorefter han kørte mig derhen. Ellers ville jeg aldrig være nået derhen denne aften.
Jeg var meget taknemmelig for denne 3. gave, og tilbød ham benzinpenge, men han afslog og spurgte om mit navn. Han selv hed Josef. Et bibelsk navn og mon ikke der er lidt næstekærlighed over det?
I øvrigt kunne han fortælle at han havde kørt på de djævelske veje i 23 år, så han var vant til dem, da han så, når jeg klamrede mig til bilen i svingene. Og så var der kun 25 beboere tilbage i landsbyen. De unge var væk!
Da jeg ankom blev jeg vel modtaget af en hospitalero, og de to spanske kvinder var der allerede. Også her kom jeg til at sove alene på sovesalen. Jeg forsøgte at snakke lidt mere med den ene af kvinderne med de få spanske gloser, jeg havde lært mig, og viste hende bl.a. Vicentes pasta. Så en lille kommunikation fik jeg da ud af det. Heller ikke her spiste de, men jeg tog pilgrimsmenuen, og den var dejlig med en fin salat til.
Kvinderne stod tidligt op, og jeg har ikke mødt dem siden.
Artieda havde en vidunderlig udsigt fra alberguet. Den kunne man fortabe sig fuldstændigt i, og jeg overvejede da også at snuppe en ekstra dag der, så jeg kunne hvile ud og læse i Paulo Cuelhos: Pilgrimsrejsen, som jeg havde medbragt.
Det er vel unødvendigt at skrive, at man bliver vænnet til at gå tidligt i seng. Men jeg skulle dog have morgenmad næste dag, så selv om jeg vågnede tidligt, var jeg nød til at vente. Aftensmad, overnatning og morgenmad= 22 euro. Billigt!
Således fik jeg tre gaver, fornægtede den ene, og gjorde dermed en stor fejl. I fremtiden vil jeg være mere obs på "gaver", når jeg møder dem. '
Artieda - Undues de Lerce
12.07.2012
Turen frem til Undues de Lerce husker jeg ikke så meget om. Men da jeg kom til alberguet mødte jeg Twan uden for, Han var en betænksom hollænder, som jeg senere udvekslede visitkort med. Vi havde mange ting tilfælles. Han vandrede, fordi han var midt i en seperation fra sin kone, og vi havde en snak om de ting, der rører sig omkring det emne, som jeg kun alt for godt kender fra mig selv. Lige som jeg, havde han også læst de samme emner og deltaget i mindfullness-kursus.
Da vi var blevet badet og omklædt og havde holdt øje med en ung mand, som kæmpede med sin punkterede mountainbike, blev vi enige om, at invitere ham til aftensmad, så han kunne få lidt opmuntring.
Han hed Nico, og havde cyklet fra Tyskland, og havde 2 ekstra slanger og lappegrej med, og inden for 10 km havde han brugt det hele denne dag. Det viste sig, at han var 19 år gammel, men havde spillet kirkeorgel i den lokale kirke, siden han var 12, og drømte om at få lov at spille i en af katedralerne.
 |
| Fra venstre mod højre: Forfatteren, Nico og Twan. |
Jeg nævnte, hvad jeg havde oplevet i Jaka med figurerne, og han sagde, at det var blandt andet derfor, han skulle til Indien, fordi mange derovre var uvidende om, hvad der var sket under anden verdenskrig. Twan ville stå tidligt op næste dag, så vi udvekslede visitkort, og da vidste jeg ikke, at vi også skulle mødes næste aften sammen med Gudrun og Nora, hendes 14 årige datter.
Undues de Lerce - Itco
12.07.2012
Først var Twan væk, og Nico sov endnu, da jeg smuttede, men han indhentede mig ved Sanguese. Vi havde foreslået ham, at han tog en bus indtil Pamplona eller Sogrono, så han kunne få nye reservededele til cyklen. Men Sanguese syntes at være rimelig stor, så jeg mente, at der måske var en cykelhandler. Dette fik han bekræftet andetsteds, og han kom så hen på den cafe, hvor jeg drak kaffe, som jeg inviterede ham på.
Efter kaffen skiltes vi, og siden har jeg ikke set ham.
Jeg købte rigeligt med vand til turen, for der stod i min bog, at jeg ikke skulle drikke ved brøndene undervejs, og min vurdering er nu, at det vist bare var en myte. Jeg valgte den lange rute, fordi den gik igennem Foz de Lumbiers, som er en 500 meter lang sprække, hvor vandet fra floden fosser gennem klippesprækker.
Faktisk var ruten en nedlagt jernbane, og derfor skulle jeg også igennem to tunneller. Hvis tunnellerne ikke havde været der, så havde vi sandsynligvis ikke haft adgang til Foz de Lumbiers.
Ud over det smukke fossende vand hen over klipperne, så var sprækkedalen et tilholdssted for gåsegribbe, en meget stor fugl med et vingefang på over 2 m, og jeg blev da også først opmærksom på dem, da jeg så de mægtige skygger på jorden. Det var et betagende syn, og jeg fik et rimeligt godt billede af en af dem.
(Da jeg kom ud gennem en ny tunnel, så satte jeg mig i skyggen under et træ for at hvile mig i heden. Mens jeg sad her kom en spanier ud og satte sig ved mig, mens konen og dennes veninde kiggede videre på gribbene og dalen. Jeg viste ham mit caminokort, og med fagter og få spanske gloser, fik jeg fortalt ham hvor jeg havde gået. Det viste sig, at han også havde gået turen. Senere kom hans kone, og det, der viste sig at være deres engelske veninde ud, og så gik samtalen lettere. De var, som så mange andre jeg mødte på turen, utroligt søde.)
Bagefter hyggede vi os med mange filosofiske emner, bl.a. over singlelivet, for Gudrun var også single, og Nora mente ikke altid, det var let at vandre med sin mor. Men Gudrun gjorde det, fordi hun ville have kvalitetstid med sit barn.
Sidste år havde de været på Borneo sammen.
Medens vi sad og snakkede kom tre naboer væltende ind og begyndte at stege fisk over gløder på et gammelt ildsted, og så vi var hurtigt omgivet af røg. Vi morede os over, at mit tøj, som hang til tørre i nærheden, snart ville lugte af fisk, og så kunne de andre af lugten vide, hvor jeg havde gået på turen, hvis jeg kom foran dem. Men en sjov oplevelse, for hvor i Danmark går man lige ind hos naboen og bruger deres grill? Twan kom godt ud af det med Gudrun, som, selv om hun var tysker, arbejdede i Holland og talte hollandsk. Kunne de måske finde sammen? Hvem ved? Jeg har ikke set dem siden.
For første gang på caminoen blev jeg vækket, fordi jeg snorkede. Må undersøge, om jeg kan gøre noget ved det derhjemme. Derfor har jeg det bedst ved at sove alene.
(Efter hjemkomsten fik jeg undersøgt min snorken, og det viste sig, at jeg led af søvnapnø, og i dag sover jeg med et udstyr og maske, der puster fugtig luft ind i næse og mund, så mængden af apnøer nedsættes væsentligt. Apnøer er ufrivillige stop i vejrtrækningen, hvilket gør, at man ikke optager ilt i blodet, og derfor ofte er mere træt end normalt ud på dagen)
Itco-Monreol
13.07.2012
Det havde været en meget lang vandring dagen før. Fra kl. 7 om morgenen til kl. 21. Derfor var jeg også meget træt, da jeg vågnede, fordi Twan, Gudrun og Nora begyndte at stå op. Jeg sagde til Twan, at han gerne måtte tænde lyset, så de havde lettere ved at pakke. Twan gav mig hånden, da han sagde farvel, og smuttede som den første ved 6 tiden. De andre to smuttede kort efter.
Kl. 7 var jeg på vej, og egentligt gik turen til Monreol fint. Da jeg kom ind i byen, forsøgte jeg at finde et supermercado og en bar, men landede på et lille torv, hvor jeg hvilede mig og fyldte min vandflaske fra brønden. Mens jeg sad her, kom en ældre spanier op til mig med sin kost i hånden, og vi snakkede to minutter sammen, hvorefter han viste mig vej til supermecado, som også samtidig var bar.
Jeg stillede rygsækken udenfor, og startede
ud med café con leche, juice og croissant. Min foretrukne morgenmad.
Rundstykker findesikke hernede. Bagefter fandt jeg ud af, at der var
en slagter og osteafdeling bagerst i butikken, så jeg fik afskåret
spegepølse og et stykke fast ost, samt to små brød. Så havde jeg til
turen videre.
Derefter begyndte jeg at følge de gule pile
igen, og da jeg skulle op ad en bakke for at komme ud af byen, kunne
jeg mærke gårsdagens træthed i benene. Efter at have gået lidt frem og
tilbage, endte jeg med at indlogere mig på alberguet efter kun 12 km
den dag. Jeg ville hvile ud og slappe af med min bog. Det gav ingen
mening at køre sig selv ud, for jeg havde ikke noget, jeg skulle nå.
Det viste sig senere, at det var en god ide. Den unge mand, der viste mig hen til alberguet, fortalte at han ville åbne kirken kl 17 og holde et foredrag, samt vise rundt. Kl. 17 stillede jeg op sammen med en anden pilgrim, en franskmand, så nu skulle han veksle mellem fransk og engelsk. Hans forudsætning var, at han havde studeret historie ved universitet i Pamplona, men stammede fra Monreol og var døbt i kirken. Der er ikke så meget jeg husker fra foredraget, men det var meget skægt, for midt under foredraget troppede 6 landbykoner op, og under megen støj og snak begyndte de at gøre rent, og som han kommenterede uden at tage hensyn til, at han faktisk arbejdede. Jeg kunne se, at hver gang, der skete noget, trak han en dyb indånding. Han klarede det hele nu flot.
En interessant ting var dog, at gulvet i kirken bestod af låger med numre på, og det stammede fra den gang, hvor man begravede alle de døde inde i kirken. Men da pesten hærgede befalede biskoppen, at de døde skulle begraves udenfor.
Kan godt forstå, at der er en tradition for røgelse i kirkerne dernede, for der må have duftet specielt. Jeg gav både kirken og ham en donation bagefter.
Kirkens orgel var gået i stykker.
Derefter gik jeg tidligt i seng, da jeg ønskede at stå tidligt op, når jeg nu havde fået mine planer på plads. Jeg ville stoppe i Puente de la Reina, der var dagens mål. Derefter med bus til Leon. Blive der et par dage, og så vide til Santiago for at vandre ud til Cap Finnisterre. Det gav ingen mening at fortsætte der, hvor jeg var, fordi næste gang kunne jeg begynde i Jean Pied Saint Port, der er den vestlige vej på min Camino og løber sammen med den aragonske vej netop i Puente de la Reina. Så var det bedre at kunne fortsætte til den tid, i stedet for at skulle overlappe.
Jeg ønskede heller ikke at komme i den situation, at jeg ikke kunne komme til flyet, fordi jeg var landet et sted, hvor der ingen bus var. Konklusionen viste sig også at være, at det var besværligt at komme fra by til by i Spanien, og jeg kom faktisk til at rejse i 1 1/2 dag med bus uden at sove, før jeg var i Leon. Men derom senere.
Monreol - Puente de la Reina - med hop til Leon
14. - 15.7.2012
Da jeg aftenen før sad og gjorde op på mine planer, inden jeg skulle spise, var jeg nået frem til, at det ikke gav mening at fortsætte videre efter Puente de la Reina. Det ville jeg hellere gøre, når jeg en gang startede i Jean Pied Saint Port. Problemet ville også være, at jeg kunne komme til at hænge i transportforbindelsen på de små lokalruter. Jeg har hele tiden planlagt, at jeg ville være to dage i Leon, en by jeg holder meget af for stemningen, de søde mennesker og byens tapaz.
Derefter ville jeg hoppe til Santiago de Compostella. Men lad os komme i gang med beretningen.
Jeg så en aften, hvor nyhederne havde fokus på de ulykker, der sker, når nogen løber med tyrene. Jeg snakkede med en om det, og han sagde, at det var de nye eller udlændingene, der kom til skade, for de lokale havde lært at slå tyrene på øjet, så de ikke kunne orientere sig. Var der nogen, der hviskede "dyrplageri"?
Ifølge mine oplysninger skulle det være umuligt at få plads derinde, så Pamplona måtte blive på et andet tidspunkt. Jeg havde også en halv aftale med vinmanden på torvet i Haderslev om at holde øje med, hvad det var for en vin, de havde dernede, og evt. også besøge en vingård.
Jeg fandt ud af, at jeg var nød til ind omkring Pamplona for at komme videre, og bussen kom ved 18. tiden. Altså måtte jeg vente i en time. Bussen kørte ind gennem Pamplona, og alt var pyntet op i rødt og hvidt, ligesom alle stort set var klædt på samme måde. Røde dragter og rødt halstørklæde.
Den unge mand i kirken i Monreol, havde fortalt, at det røde tørklæde ikke var for at ophidse tyrene, men et symbol til minde om en biskop, der i fortiden fik halsen skåret over! Det vidste jeg ikke.
Først prøvede jeg at betale med visakortet, men efter to afvisninger, betalte jeg med kontanter. Nu skulle jeg så blot have 5-6 timer til at gå. En emsig vagtmand skridtede hele tiden ventesalen af, og jagede rundt med en stakkels fyr, der prøvede at sove, så jeg satte mig i stedet til at læse i "Pilgrimsrejsen" af Paulo Cuelho, medens jeg ind i mellem prøvede at blunde lidt. Jeg var også lidt bange for at forsove mig.
Nå, men bussen til Leon kom, og jeg satte mig ved siden af en ung kvinde, der også var pilgrim. Desværre har jeg tendens til at snorke, så jeg turde ikke sætte mig til at sove i bussen. Alligevel faldt jeg af og til hen, men vågnede op med et sæt ind i mellem, når min egne snorkelyd vækkede mig. :-)
Men spøg til side, jeg nåede omsider Leon efter at være kørt forbi et par steder, jeg kendte fra 2010, bl.a. Sahagun med det dejlige albergue med malerierne af ejerne på væggen.
Jeg nåede Leon ved 9-tiden og genkendte hurtigt ruten op til Katedralen, som jeg kendte så godt fra sidst, og jeg vidste også, hvor jeg skulle hen. Nemlig hen til det lille hotel over for den gamle bymur, som jeg boede på sidst.
Ellers er der kun at fortælle, at efter de mange dages vandring, blev massagen en sand lise for sjælen. Det var en ganske blid, men professionel massage, samtidig med at der var beroligende musik i højtaleren, og jeg tror såmænd også jeg faldt i søvn under behandlingen. Alligevel må hun have kunnet mærke, at jeg led af muskelinfiltrationer i nakken og ryggen, for hun afsluttede med tryk på triggerpunkterne ved skulderbladet, og det lindrede utroligt meget, og gav en fornemmelse af, at hun kunne sit kram! Det er ikke så slemt, som det var i vinters, så jeg mærker det ikke så meget. Bagefter hang jeg ud i de forskellige bade, indtil jeg fik at vide, at værelset var klar.
På værelset faldt jeg i søvn og sov til hen mod aften, hvorefter jeg gik i byen for at få noget at spise. Mit mål i Leon, ud over at se seværdigheder i byen, er altid at finde ud af, hvor det bedste tapaz sted er. Det er lidt svært, men en af tingene, man kan gøre, er at købe en øl, får så får man som regel tapaz, oliven eller chips til. Så drik 10 øl, og så har du fået et udvalg. Men det holder ikke. 10 øl er mange, og man skal også kunne komme hjem bagefter.
Jeg havde spurgt i receptionen, og de havde udpeget nogle områder for mig, men også sagt, at jeg kunne bestille "raciones". Så jeg satte mig ned på en restaurant og bestilte en fiskeret og fik rødvin til.
Så kom han med en lille rygende varm potte med en tallerken over, som han satte foran mig. jeg troede der kom mere, men nej. Det var alt. En skål med 20 rejer svømmende i noget hvidløgsolie. Jeg kunne ikke lade være at grine. Prisen var 15 euro, og dertil kom vinen, kaffen og nogle små genstande fra nogle små frosne flasker, jeg gerne ville prøvesmage til kaffen. Det var en slags likør. Alt i alt 34 euro.
Jeg længtes tilbage til de små alberguers 3 retters menuer incl. rødvin. Men dagen efter fandt jeg det rette spisested! Det er bare med at lede. :-)Hjem i seng. Slut. Faldt i søvn og sov som en sten.'
Leon - Mads fødselsdag
16.07.2012
Det første jeg gjorde, da jeg vågnede, var lige at finde mig selv, og så ringede jeg til Mads for at ønske ham tillykke med sin 33 års fødselsdag. Han blev glad for opringningen og fortalte, at der kom gæster om aftenen. Det blev kun en hurtig snak. Det er dyrt at bruge mobil, og da jeg senere på dagen kom ind på min konto, kunne jeg se, at jeg allerede havde mobilregning på 1000 kr. Så herefter minimerede jeg brugen.
I hotellets cafè spiste jeg morgenmad, cafe con leche, juice og toast. Jeg får altid cafè con leche og juice. Tilbehøret kan variere lidt. Croissant, æblekage, toast, tortillas, mm.
Jeg havde ved tidligere lejlighed (Camino 2010) set en del af katedralen, men jeg gik derover igen, og fik en elektronisk guide hængt om halsen, der på tysk fortalte mig alt om den store katedral.
En ny arkitekt blev sat på, og han gik tilbage i papirerne, for at finde ud af, hvilke principper bygmestrene for 800 år siden, havde benyttet. Herefter opsatte man en trækonstruktion, der afbalancerede det hele, og så kunne restaureringen fortsætte. Jeg tror, det tog 50 år at færdiggøre arbejdet, og da man fjernede træskelettet omkring år 1900 holdt alle vejret. Kirken gav sig en lille smule, og blev så stående, og alle kunne ånde lettet op. Hvis det ikke havde været gjort rigtigt, så ville hele katedralen være styrtet sammen.
Det ville have været en skam, for den er virkelig pragtfuld, og tænk, den blev bygget, da Leon kun havde 5000 indbyggere. Forleden aften så jeg en kort videonyhed, at en kuppel var faldet ned over folk. Det så ikke rart ud, og det var ikke en gang en stor katedral? Hvor det var henne, ved jeg ikke. Jeg forstår ikke spansk så godt.
Bagefter rundturen gik jeg over i katedralmuseet, og købte billet til en grupperundvisning. Men gruppen viste sig at bestå af mig og så guiden, en lille kvinde på ca. 50 år, der samtidig var forkølet. Hun låste dørene op, og tændte lyset, og sagde værsgo og kig. :-)
Jeg kiggede rundt på det ene og det andet, og der hang en række kåber, som jeg troede var tidligere bispekåber. De var 5-6 hundrede år gamle, og jeg spurgte hende ind til dem, og så svarede hun på gebrokkent engelsk, men kontakten var skabt, og herefter blev rundturen mere personlig og hun mere imødekommende, og vi fik en lang snak om romansk, gotisk og renæissancekunst, og hun var virkelig dygtig, kunne jeg høre.
Med personlig, mener jeg, at da vi kom ind til arkæologiske fund, sagde hun, at det brød hun sig ikke om, heller ikke om smykkerne. Så det endte med at være en super rundvisning.
Jeg havde købt nogle postkort, og dem gik jeg hjem for at skrive, fordi klokken var over 12. Købte frimærker, "sellos las Europa", fik skrevet dem. Slappede lidt af, fik vasket tøj, og så gik jeg ned for at spise ved 14-tiden. Først gik jeg dog ind i en bank. Jeg ville hæve nogle penge, fordi jeg ikke var sikker på at mit visakort fungerede mere. ville derfor ikke bruge automat.
Men først kunne bankassistenten ikke åbne døren for mig. Teknikken virkede ikke, og bagefter kom jakkesætdirektøren til, og vi blev enige om at gå ud at prøve. Jeg var ikke helt varm på at bruge automaten, fordi det virkede som om, der havde været fejl ved den. Men vi prøvede, og min kode var god nok, men jeg fik ingen penge. 3 gange blev jeg afvist, fordi jeg havde hævet dagens niveau tidligere!
Jeg havde ingen ide om, hvad det kunne være, og var bange for at boksen havde lavet noget hokus-pokus. Måtte huske at ringe til min bank.
Medens jeg ventede på maden, skrev jeg lige endnu et par postkort, fotograferede retterne. Tænkte, at jeg kunne lave dem, når jeg kom hjem. Jeg nød maden meget, og faktisk sad jeg der, fordi Internetforretningen havde siesta. Sådan var det.
Jeg skulle have printet mine bookingkort til flyene hjem. Havde været i gang med det, men havde glemt mit pas på hotellet, og da jeg kom tilbage havde de lukket. Altså hang jeg over maden så længe.
Jeg gik derfra, og da jeg kom om til computerforretningen, og fik sat mig ned, opdagede jeg at mit kamera var væk. Det var ikke i hylsteret. Alle slags tanker for i hovedet på mig. Jeg havde ladet det stå på bordet, og en af tiggerne havde taget det, mens jeg var optaget af, at hente mønter op af pungen eller what ewer. Hvor lavt kan man ende med at tænke. :-)Det var der ikke, da jeg kom tilbage, og jeg måtte slukøret gå tilbage til Internetbutikken, ærgerlig over at mit nye kamera var væk. Så mærkede jeg på min lomme, og jeg kunne ånde lettet op. Jeg havde puttet det i sidelommen til mine shorts. Altså endnu engang tilbage til restauranten, og alle kunne ånde lettet op sammen med mig. Men pinligt var det nu.
Leon - Santiago de Compostella
17.07.2012
Næste morgen sov jeg til kl 9. Stod op, badede og fik morgenmad i cafèen. Denne gang med et stykke tortillas. De havde kaldt det omelet, og måske synes jeg ikke lige, at kartofler til morgenmaden er sagen, men man kan vænne sig til meget. :-)
Receptionisten havde dagen i forvejen fundet en bus til Santiago for mig, og den gik først kl. 16.45, så jeg havde god tid. Der var ikke så langt til busstationen, så jeg kunne tage den med ro. Men prisen underede mig. Jeg var vant til at betale mellem 8 og 14 euro, men nu skulle jeg betale 27 euro. Hemmeligheden, hvad jeg under turen fandt ud af, var, at jeg til gengæld kom igennem alle de små byer, jeg havde vandret igennem sidst. Og det var da meget betænksomt. :-)
Jeg pakkede herefter mine ting. gik ned for at betale for opholdet, og bad dem opbevare min rygsæk, mens jeg gik ned i byen en sidste gang. Jeg brugte ventetiden på at redigere, hvad jeg havde skrevet dagen i forvejen, og da butikken holdt siesta gik jeg om på baren fra dagen i forvejen, og fik lidt ny tapaz, og måtte selvfølgelig drikke de to øl, der fulgte med, selv om det var mig meget imod. ;-)
Da jeg stod i køen til billetkøbet fik jeg pludselig den anelse. For pokker, hvad nu hvis alle pladserne var solgt. Hvor dumt, at jeg kom i sidste øjeblik. Den tanke var ikke faldet mig ind, at jeg slet ikke kunne komme afsted alligevel, men det viste sig ikke at være et problem, og jeg fik min billet.
Det blev en dejlig tur gennem mange af de byer, jeg havde været igennem. Så fra bussen Gaudis bispepalads i Astorga, men kunne ikke se ridderborgen i Pontferrada. Undervejs blev jeg underholdt af en ung studerende i datalogi. Han fortalte mig om logikken i det spanske transportsystem, der gik ud på, at man havde prioriteret alt fra Madrid og ud med hurtigtog, men ikke på tværs af landet. Vi skiltes, da jeg skiftede bus.
Den nye bus fulgte meget bedre pilgrimsvejen, og jeg genså en del af de steder, jeg havde været, og vi var ovenikøbet 45 minutter tidligere i Santiago. Her gik jeg sporenstrengs over til mit hotel fra sidst. Ikke noget med at rende byen rundt for at eksperimentere. Det var godt nok sidst, og det tog kun 10 min. at gå ned til katedralen.
Jeg var sulten. Smed rygsækken og travede ned i byen. Ville finde et sted nede omkring katedralen, men da jeg kom derom, så hørte jeg en dejlig blues/jazzguitar spille nogle fine numre fra baren ved sideindgangen til katedralen. Der, hvor Diana Krall og Elvis Costello havde optrådt sidst, jeg var der.
Jeg satte mig derfor, købte en øl og lyttede til musikken, nød de levende lys, nattens varme. Det var omkring midnat. Og pludselig hørt jeg danske stemmer, der kom rundt om hjørnet. De blev noget overraskede over, at blive mødt af en dansker, og de tre, et dansk ægtepar og en nordmand slog sig ned ved mit bord, og i en times tid underholdt vi hinanden med vores Caminoerfaringer. De hed Linda, Ole og Oystein (?). (de havde gået caminoen op gennem Portugal nede fra Faro. Det havde været en dejlig tur, men Ole havde fået problemer med sine ben, og havde svært ved at komme igennem det sidste stykke.
Det viste sig, at de kom fra Randers, og så kunne jeg ikke dy mig, da Sønderjydske lige havde tævet dem 6-1, men jeg påpegede, at jeg syntes Randersmålet var en perle. Det hjalp lidt på stemnigen. Kort efter smuttede vi alle. En dejlig aften. '
Santiago - Negreira
18.07.2012
Da jeg vågnede tidligt om morgenen, pakkede jeg hurtigt. Jeg havde betalt for værelset, så der var ikke så meget, der skulle ordnes, inden jeg kunne forlade hotellet. Jeg gik ad den kendte vej ned mod katedralen. Slog et slag indenfor i en lille fin Cafè, og fik der mit vante morgenmåltid med croissant, æblekage, juice og Café con Leche. - Og sikke en juice den søde unge dame i caféen gav mig, - frisk presset appelsinsaft, og når jeg tænker over det, så fik jeg faktisk rigtig mange steder friskpresset appelsinjuice. Sådan kan jeg ikke huske det fra 2010.
Jeg fortsatte ned til katedralen, fandt de gule pile, der pegede mod Finisterre. Der var også markeringer med muslingeskaller, men de forvirrede en del i starten, fordi nu skulle jeg gå modsat, og derfor skulle jeg nu følge strålerne, i stedet for som hidtil, at gå imod dem.
Da jeg kom til Negreira havde jeg lidt svært ved at finde det albergue, som jeg ville ind på, fordi det kunne give mig mulighed for at bruge Internet og fri Wifi. Havde slået udlandstelefoni til mit mobilabonnement, men for pokker, hvor det blev dyrt. Det gør jeg bestemt ikke en anden gang. Inden jeg havde set mig om, havde det kostet 1000 kr. Heldigvis havde jeg kontrol på, og undlod derfor at opgradere, da niveauet var nået. Så helt løb det ikke fra mig.
Alberguet var meget fint. Måske det reneste på hele turen, og jeg fik friske lagener til at sove i og håndklæde til badet. Læste gæstebogen, og der var lutter roser til overs for det. Jeg nævnte dog, at det havde været lidt svært at finde.
Om aftenen gik jeg en tur op mod centrum, og kom forbi en park med legeplads, og sikke et liv, der var der. Mange børn løb og legede med hinanden. Forældre kiggede på, mens de stod og sludrede med hinanden. Andre forældre med barnevogn gik bare tur. Helt klart et mødested for alle, og jeg kan da godt huske, hvordan min egen mor mødtes i Damparken i Haderslev med andre mødre, da jeg var barn, og mens de snakkede, legede vi i sandkassen eller på legeredskaberne.
Men ofte ser jeg i dag at legepladserne er meget tomme rundt omkring. Er forklaringen den, som jeg oplevede i lufthavnen i London. Et par med 6 børn under 14 slog sig ned i ventesalen overfor mig, og inden jeg havde set mig om, sad alle 6 unger med hver deres mobil og spillede. Det sociale er blevet flyttet over på de elektroniske medier?
Jeg vendte derefter tilbage til alberguet og gik i seng, for jeg ville tidligt op og afsted.'
Negreira - Olveira
19.07.2012
Jeg vågnede tidligt og mens det endnu var mørkt. Forsigtigt og uden at lave for meget støj, fik jeg tøj på, pakket, spist morgenmad og var ude på turen igen. Efter Santiago har turen gået op og ned af de lave bjerge, og turen i dag var heller ingen undtagelse.
Da jeg kom til en lille café besluttede jeg at holde pause. Den sad en kvindelig pilgrim udenfor, men jeg satte mig ind ved baren og bad om café con leche. Jeg bemærkede at der sad en anden pilgrim ved et bord, men ellers nød jeg bare min kaffe og bad om en mere. Senere viste det sig, at det var en dansker, Thomas på 32 år, og vi fulgtes så af et langt stykke til vi på en anden bar, mødte hans kammerat Guy fra Australien.
Olveira - Finisterre
20.07.2012
Dette blev vel nok en af mine længste dagture, idet jeg skulle gå 32 km. Der var forskellige udmeldinger på, hvor langt der egentligt var. Men jeg havde besluttet, at jeg ville til Finisterre, da jeg ville være derude i 2 dage, fordi i 2010 syntes jeg, at der var så skønt. Drømte bl.a. om den paella, jeg havde fået dengang. Jeg sov som sagt over mig, og det til trods for, at der var en mindre fest i gang i værelset ved siden af. :-)
Kl. 8 sad jeg nede i baren over kaffe, juice og toast, som jeg fortærede med stort velbehag. Guy og Thomas var der også, og ligeså Begonja og Pascal, som jeg havde snakket lidt med aftenen før. Pascal kunne ikke engelsk, så det var mest hende, men han viste mig sin dårlige tå, og det til trods for, at han var plejer eller sygeplejerske, så havde han ikke beskyttet sine fødder så meget. Til min ære, så lykkedes det mig at gennemføre de lange vandringer uden så meget som en vabel. Jeg havde noget tyndt tape med, og beskyttede de mest udsatte steder på foden med det, og det hjalp mig helskindet igennem.
Da vi havde gået et stykke tid, trængte Guy og Thomas til morgenmad, og da jeg havde fået det, og i øvrigt gik meget langsommere end dem, så mente jeg, at jeg godt kunne fortsætte, så det gjorde jeg.
Ved den næste bar mødte jeg Helen fra aftenen før, og kom til et følges med hende et stort stykke. Det var hyggeligt, og vi fik en god snak om alvorlige emner. På et tidspunkt kom vi til et sted, hvor der sad en yngre brasiliansk kvinde, som jeg havde fulgtes lidt med dagene før. Vi stoppede og holdt pause.
Grunden til vi sad der, var at vi for første gang kunne se havet, og det tog sig storslået ud oppe fra bjerget.
Jeg indlogerede mig, badede og skiftede tøj. Derefter gik jeg ned i byen og rundt langs restauranterne, som ligger i en vifte ned til havnebasinet. Den indre strand, som kun er på få meter mellem fiskerihavnen og det lille fort, var snavset og beskidt, og jeg vidste, at der ville jeg ikke være næste dag.
Så gik jeg op på den fiskerestaurant, jeg kunne huske fra sidst. Der købte jeg en menu del dia, dvs. dagens menu, hvor jeg fik mixed salad, paella med muslinger og rejer, samt is og vino bianco. Det var fint.
Derefter hjem i seng, for at jeg kunne være frisk til næste dag. Men jeg skal da lige love for, at det larmede. Der var ingen airconditions, så jeg var nød til at have et vindue åbent. Der var fest et sted, på velsagtens et diskotek, og de blev ved lige til klokken 6 om morgen, iblandet mågernes skrig, som lød forfærdeligt, og ikke så charmerende som første gang, jeg var der. Hvad værre var, det gentog sig også næste nat.
Cap Finisterre med fyrtårnet
21.07.2012
Næste morgen gik jeg ned og fik morgenmad, hvorefter jeg fortsatte til stranden. Vel at mærke den ydre. Forinden havde jeg dog undersøgt, om det var muligt at komme ud at sejle. Der var en turbåd, og det kunne være sjovt at se det hele lidt fra havet af. Men de havde opgivet deres første sejltider pga. mangel på deltagere, så jeg kunne prøve ved 16-tiden.
Derefter gik jeg på stranden, hvor jeg mødte Begonja og Pascal igen. Jeg spurgte til hans fødder, og han viste mig, at de havde det lidt bedre. Så kom til Begonja til, og hun fortalte, at de ikke skulle ud til fyrtårnet, men tilbage til Santiago, hvor de havde deres bil stående. Men de blev stort set på stranden lige så længe som jeg. Først samlede jeg muslingeskaller og sneglehuse til mine børnebørn, Nicoline og Emilie, og da fik jeg en lille snak med to danske piger, som havde gået caminoen fra Burgos. Men ellers læste jeg i min bog, Poul Cuelhos "Pilgrimsrejsen". Jeg genlæste de sider, som jeg havde læst om natten i Burgos. Kunne stort set intet huske.
På et tidspunkt sov jeg lidt, og vågnede lidt omtåget op, og ud af øjenkrogen så jeg Thomas, Guy og Helen komme forbi.Jeg regnede med at møde dem senere, og da der var lang vej op til stien, lod jeg dem passere.
Ved 14 tiden gik jeg op fra stranden. Nu havde jeg fået sol nok. Bengonja og Pascal havde sagt farvel lidt tidligere, og jeg havde givet dem mit visitkort. De var søde og venlige overfor mig, og jeg tænkte, at hvis de kom til Danmark, så kunne jeg måske være behjælpelig på den ene eller anden måde. Det kan ikke undgås, at man undervejs falder over nogle mennesker, hvor kemien synes at være på plads fra starten af. Også selv om man ikke taler samme sprog.
På vej op i byen, havde jeg øje for en "røverbar", som jeg var gået forbi dagen i forvejen. De havde anbragt en udklædt figur, en pirat, tænkte jeg, den lignede, og nu måtte jeg hellere derind.
Indenfor var der malet hænder overalt, og det gik op for mig, at det var de besøgende, som havde malet deres hænder på væggen, og skrevet navn og dato inde i hånden. Sjovt. Så var der en lille scene, hvor der stod guitar og mikrofoner, og jeg tænkte, at det kunne ligne et musikværtshus, som vi kender dem fra Danmark. Det var det eneste af slagsen, jeg så på hele turen.
Efter at have fået en øl og et stykke brød med friskskåret skinke gik jeg videre. Jeg havde beslutte mig for at sejle. Fik købt billet, men ejeren af billetsalget sagde, at hvis det gav problemer, så fik jeg bare mine penge igen. Fortrøstningsfuld satte jeg mig ned i båden og ventede. Mens jeg sad der kaldte en kvinde på mig. Det var brasilianeren fra dagen før. Det viste sig, hun hed Erika.
Jeg hoppede op fra båden, da der var god tid, og vi forsøgte at snakke med hinanden, så godt vi kunne. Men hun kunne ikke engelsk, og jeg kunne ikke portugisisk eller ret meget spansk, men vi gjorde det bedste vi kunne. Jeg satte mig tilbage i båden, og hun gik videre ud på havnefronten. Men efterhånden gik det op for mig, at båden ikke kom til at sejle, og derfor gik jeg op og fik penge tilbage.
Så mødte jeg Erika igen, og jeg fortalte hende, at jeg ikke kom ud at sejle, og nu ville jeg gå tilbage for at hvile mig, for om aftenen ville jeg vandre ud til fyrtårnet for at brænde mit gamle tøj. Det ville hun også, og vi enedes om at vandre derud sammen kl. 19.30 nede fra havnen.
Kl. 19 var jeg på vej derned, da jeg mødte Thomas ved bussen. Han fortalte, at han var nød til at tage afsted igen, fordi der kun gik et tog fra Santiago til Barcelona på en søndag. Jeg havde tidligere fortalt ham, at det kunne være svært med transporten væk, men han mente, han havde tid nok, og da jeg ikke ville belære ham, så mente jeg, den bedste måtte være, at han selv fandt ud af det.
Og det havde han så, samtidig med at han erkendte, at han skulle have planlagt bedre. jeg syntes det var lidt synd for ham, at han ikke kom med ud til solnedgangen, men på den anden side, så anerkendte jeg, at han så realistisk på situationen og tog afsted. Det var sådanne beslutninger, jeg kunne fornemme han havde brug for i sit liv, der vist ikke altid havde været helt let.
I et supermercado købte jeg lidt ind, der kunne deles, hvis vi alle mødtes ude ved fyrtårnet, og jeg gik derefter ned på havnen, hvor Erika ventede. I roligt tempo vandrede vi ud til fyrtårnet, mens vi passede på bilerne, der ikke altid tog hensyn til de gående. Noget jeg blev advaret om sidste gang, jeg var der, og det var ikke blevet meget bedre siden.
Da vi kom ud til fyrtårnet sad vi længe og nød udsigten. Tog de nødvendige billeder og holdt øje, med nogle pilgrimme, der brændte deres ting længere ude på klipperne. Det viste sig, at den ene havde brændt hele sin rygsæk med alt indholdet. :-)
Vi ventede lidt, og da de var gået, kravlede vi ned, og så at bålet ikke var helt brændt ud, og så begyndte vi at putte vores afdankede tøj på. Først røg min hvide bluse, der trods adskillige vaskeforsøg aldrig mere blev hvid, og da den havde gået to caminoer lugtede den også som en gammel galisisk bondegård. Men den var sej. Den ville ikke brænde, fordi den var lavet af kunststof. Jeg puttede noget mere tøj på, og Erika også sit, og så kom der gang i bålet, og til sidst brændte eller smeltede trøjen også bort.
Der kom et par andre pilgrimme, der også smed deres på. Erika og jeg blev siddende indtil ilden var døet hen.
Senere satte vi os op til fyrtårnet, hvorfra vi bedre kunne se solnedgangen sammen med mange andre.
Vi ventede indtil kl. ca. 22 før solen forsvandt som en rød kugle. Alle klappede, da den gled ned i havet. Det var et smukt syn.
Det har jeg oplevet før på en retræte til Sostrup Slot på Djursland. Her måtte man ikke snakke i en hel weekend, og alligevel skabtes relationer. I stedet for at gå i seng, tænkte jeg, at jeg lige ville et smut op på røverbaren for at se, hvad der foregik der.
Men til min store skuffelse, var der kun 3 ved et bord og to ved baren. Jeg satte mig ind og fik en øl, og igen et stykke brød med skinke. Faktisk skal man ikke bestille ret megen øl, før det ender med at man har taget 10 kg på. :-) Nå men der så ikke ud til at ske noget, men pludselig går barkeeperen ud og snakker ,med de siddende personer, og så peger han på mig, og siger, at hvis jeg skal spise fisk, så skal det være på hans fiskerestaurant. Hvorpå han peger på en spanier ved bordet, der ejede en fiskerestaurant, og hans fisk var ikke burfisk. Jeg må desværre beklage, at jeg ikke kan nå det, for jeg skal hjem næste morgen, men jeg skal huske det til næste gang. Imidlertid går det op for mig, at fiskerestaurantens ejer har en tysk kæreste, og derved kommer jeg til at fortælle, hvorfor jeg vendte tilbage til baren. Jeg ville høre noget musik. Hun fortalte, at det var barkeper Manolo, der plejede at synge, når der var mange folk. Det var der så ikke den aften, så det blev der ikke noget af. Men da tog jeg fejl. Hun kaldte på ham, og sørme om ikke hun fik ham til at tage guitaren og sætte sig i en stol over for mig, og så skal jeg da lige love for at der kom velspillede flamingoer og andre kendte spanske musikstykker ud i lokalet.
Manolo var en stor kunstner, hvad jeg aldrig ville have troet. Bagefter gav han guitaren tilbage til den tyske kvinde, der så spillede Scorpions "Wind of change". Tja sådan blev jeg overrasket. Jeg forlod lokalet med en god oplevelse, og et tips om en god restaurant i baglommen. Manolo rakte hånd til farvel, da jeg gik ud af døren.'
Finisterre - Santiago - Lavacolla
22.07.2012
Jeg stod tidligt op, fik pakket, spiste morgenmad og fik et brød med til turen fra hostallet. Havde rester fra dagen igår, fordi Erika og jeg kun drak en vand af det, jeg havde købt. Gik ned til busstoppestedet og fik en kop café con leche, mens jeg ventede på bussen.
Bagefter gik jeg over til stoppestedet, og mens jeg stod her, kom Erika. Hun ville lige sige farvel endnu en gang. Vi havde aftalt at hun skulle maile til mig, så ville jeg sende hende billeder, idet hendes eget videoapparat var løbet tør for strøm lige før solnedgangen. Endnu et kram og så forsvandt hun og jeg steg på bussen.
Jeg fik det ud af det, at Erika var ansat i politiet i Sao Paulo, var 38 år og havde en kæreste derhjemme.
Guy var med på bussen, og han fik også mit visitkort. Vil gerne høre, hvordan han kommer videre i sit liv. Han gik for at ændre dårlige vaner, fortalte han, og derfor drak han ikke alkohol i de to måneder, han havde vandret. Han skulle endnu tilbringe 3 uger dernede, inden turen gik hjem til Australien over Bahrein. Vi sagde farvel til hinanden i Santiago, for jeg ville ud til mit hotel ved lufthaven, inden jeg ville ind til byen for at købe lidt til børn og børnebørn.
Hotellet lå i Lavacolla og jeg havde booket det hjemmefra, fordi det var så tæt på. Det tog under ½ time at gå til lufthavnen i Santiago. Men det kan ikke betale sig en anden gang, for værelset var dyrt og for ringe i forhold til det, jeg havde i Santiago og kun betalte det halve for.
Desuden går der en bus ud til lufthavnen, hver halve time. Inde i Santiago fandt jeg nogle små dyr til Emilie og Nicoline, og en ugle til min svigerind Bodils uglesamling.
Derefter besluttede jeg at købe resten i lufthavnens taxfree shop i London. Det skulle også være ordentlige ting til dem. Jens Chr. fik dog en trøje også.
Tilbage på hotellet blev det kun til et glas hvidvin og et stykke fyldt brød, så meldte trætheden sig, og jeg gik i seng. '
Santiago - London Stansted - Billund
23.07.2012
Når man først har besluttet sig for at rejse hjem, så kan det næsten ikke gå stærkt nok, og det føltes næsten som tortur, at jeg skulle tilbringe 6 timer i London, inden flyet til Billund afgik.
Jeg fik købt ting til børnene og en gave til en ven. Min søn Mads og min datter Cecilie kom og hentede mig, og så samlede vi Cecilies Danni op undervejs. Min anden søn Anders havde 30 års fødselsdag d. 24. Så efter en kort snak, da vi var kommet hjem, krøb vi alle til køjs. Dermed sluttede min Camino i 2012.
Jeg bruget mange dage på transport og ophold, så jeg fik kun vandret 250 km denne gang, og tabte 2 kg tror jeg. Mange tanker har rumlet i hovedet undervejs, og de blev placeret på forskellige hylder. Hvor mange forandringer i mit liv turen denne gang fører med sig, er svært at vurdere, men der er altid et ønske om at ændre noget. Tiden må vise, hvad der kom ud af det, men helt sikkert er det, at jeg er ikke færdig med at vandre Camino. Vil ikke gøre det hvert år, men måske hvert andet.
Tak til alle, som har fulgt mig og taget sig tid til at læse mine beretninger, og kan de motivere andre til at gå turen, så vil jeg gerne være behjælpelig.
TORBEN
Ps. 25.07.2012
Jeg skulle måske også have brændt min stråhat. Den lugtede også som en galisisk bondegård. Det var lidt pinligt i flyet. ;-) '
Ingen kommentarer:
Send en kommentar